Vil du også hellere se film end læse lange tekster, så er du bestemt ikke den eneste. Undersøgelser viser nemlig, at 72% af internetbrugerne hellere vil se en videopræsentation end læse en lang produktbeskrivelse. Video er blevet hot. Også når det gælder markedsføring. Benytter du ikke allerede video som en del af din markedsføringsstrategi, så kan du med fordel begynde på det nu.
Du har sikkert også lagt mærke til, at videoer fylder langt mere på internettet i dag, end de gjorde for få år siden. Video er nemlig et effektivt redskab til at fange brugernes opmærksomhed. Vi bliver tiltrukket af billeder, der bevæger sig, og vi er nysgerrige efter at se hvor en spændende video ender.
Videoer kan benyttes til mange opgaver i dagligdagen, f.eks. til at undersøge produkter, som vi overvejer at købe. Eftersom vi køber langt flere produkter og ydelser online, bruger vi også mere tid på at undersøge markedet, inden vi beslutter os for at købe et produkt. I fraværet af en ekspedient, som vi kender det fra den fysiske butik, kan en videopræsentation af et produkt udfylde denne funktion, og således hjælpe os med at træffe den rigtige beslutning.
Videoens primære formål kan også være at underholde brugerne, for selvom mange anvender video (og digitale medier generelt) til indkøb og informationssøgning, så er der også mange brugere som blot er interesseret i uforpligtende underholdning / tidsfordriv.
Hvad er videomarkedsføring?
Videomarkedsføring er alle former for markedsføringsaktiviteter, hvor der benyttes video. Det kan således både være videopræsentationer af dine produkter, reklame for dit brand, interviews med medarbejdere eller tilfredse kunder og forskellige guides (alt fra en kageopskrift til vejledning i at skifte dæk på bilen).
Videomarkedsføring handler dog ikke blot om at lave tilfældige videoer, men om at have en strategi, hvor hver enkelt video fungerer som en brik i et større spil. Her kan det være en fordel at arbejde med udvalgte skabeloner, så du kan producere videoindholdet mere effektivt. Gør du brug af nogle få udvalgte skabeloner, vil brugerne også opleve en sammenhæng i dit materiale og hurtigt (gen)kende din stil.
Videomarkedsføring kan anvendes på mange forskellige platforme, og du bør således overveje valget af platform nøje. På hvilken platform finder du din målgruppe?
Videomarkedsføring kan både laves på sociale medier som Facebook, Instagram, LinkedIn etc., på dedikerede videodelingssider som YouTube og på virksomhedens egen hjemmeside. Videoer som først er lagt op på YouTube kan også indlejres på en hjemmeside efterfølgende.
Hvorfor skal du bruge video i din markedsføring?
Der er mange grunde til at du bør bruge video som en del af din markedsføringsstrategi. Videoer giver gode muligheder for at lave interessant og kreativt indhold – også selvom du ikke har et stort budget til rådighed. Gode videoer skaber blikfang og får brugerne til at stoppe op. Ja faktisk kan video hjælpe brugerne med at træffe beslutning om at købe et specifikt produkt eller service.
Er det ikke begrundelse nok, så lad os kigge på nogle tal: Den gennemsnitlige YouTube-bruger ser 40 minutters video om dagen på sin telefon (husk at tilpasse dine videoer til små skærme!). 72% af internetbrugerne hellere vil se en videopræsentation end læse en lang produktbeskrivelse. 50% af internetbrugerne kigger efter en video inden de besøger en butik, og 90% af forbrugerne fortæller at video har hjulpet dem med at træffe beslutning om et køb.
Du kan selv dykke ned i alle statistikkerne her.
Tendensen er ligeledes, at virksomhederne oftere benytter video til markedsføring. I perioden fra 2016 til 2020 steg mængden af virksomheder der benytter video fra 61% til 85%, og denne udvikling ser ikke ud til at aftage de følgende år. Herudover vurderer 93% af virksomhederne, at brugen af video har skaffet flere kunder.
Stigning:
Virksomheder der bruger video til markedsføring
De seneste tal fra 2020 viser at 85% af virksomhederne bruger video som del af deres markedsførings-strategi.
Blot fordi mange virksomheder benytter video i deres markedsføring, betyder det naturligvis ikke at ALLE virksomheder skal gøre det. Den positive effekt er dog svær at argumentere imod. Faktisk fortæller 99% af virksomhederne, der har benyttet video til markedsføring, at de vil fortsætte med at benytte video.
Video kan bruges indenfor alle brancher, men der er naturligvis stor forskel på, hvordan du skal appellere til forskellige målgrupper. Humor kan f.eks. være et utroligt godt værktøj til at skaffe opmærksomhed og få brugerne til at dele din video, men man må også erkende, at humor ikke kan benyttes i alle situationer.
F.eks. kan der bestemt laves et humoristisk videoindslag for en bedemand, men det skaffer nok ikke flere kunder. Tværtimod. Her foretrækker de fleste kunder at en bedemand skal være seriøs. Du bør derfor overveje hvilken slags indhold, der passer til din situation.
Videomarkedsføring: Indholdstyper
Hvilken type indhold skal du vælge til din video? Du kan vælge mellem flere forskellige typer indhold til dine videoer, men dit valg skal naturligvis passe sammen med din målsætning og strategi. Blandt de klassiske formater findes produktvideoer, brand-videoer, case-studies & testimonials samt guides / ’how-to’-videoer.
Du kan enten vælge at lave en serie af videoer indenfor en bestemt indholdstype, eller skifte imellem de forskellige typer. Er det første gang, du kaster dig over videomarkedsføring, er det oplagt at prøve de forskellige typer af, og efterfølgende vurdere hvilken type indhold, der giver de bedste resultater.
Skal du lave markedsføring for en nystartet virksomhed, kan det være en god idé at satse på brand-videoer i en periode, så du kan skabe opmærksomhed omkring din nye virksomhed. På denne måde kommer din virksomhed forhåbentlig til at ligge et sted i baghovedet på de brugere, der har set din video. Nogle uger senere kan du så begynde at lancere videoer med specifikke produkter / services. Undgå videoer som vil det hele på én gang.
Produktvideoer er videoer hvor du viser et specifikt produkt eller en specifik service frem for dine potentielle kunder. Målet med denne slags video er at få seerne til at købe det viste produkt, og du skal således overbevise hende om, at produktet vil gøre hendes liv bedre / lettere.
Til en produktvideo bør du starte med at illustrere et problem, som dit produkt kan løse. Herefter introducerer du produktet, og viser alle de smarte funktioner, som produktet har, eller hvad produktet kan udrette. Det er vigtigt at vise produktet i brug, så seeren bedre kan få en fornemmelse af det.
I en brand-video fokuserer du ikke på et specifikt produkt, men mere generelt på dit brand. At lave denne slags video giver dig masser af kreativ frihed, og denne frihed skal du gerne bruge til at fange brugernes opmærksomhed. Der er stor forskel på at lave en brand-videoer for en virksomhed, som brugerne allerede kender og for en virksomhed som brugerne aldrig har hørt om før.
Kender brugerne ikke din virksomhed, er førstehåndsindtrykket naturligvis ekstremt vigtigt. Tænk derfor hvilket indtryk, du gerne vil give af din virksomhed. Kender brugerne din virksomhed, kan du overveje om du vil bekræfte potentielle fordomme de måtte have, eller måske forsøge at fortælle en anden historie om din virksomhed.
Case-studies & testimonials
Case-studies og testimonials er to indholdstyrper, som tager udgangspunkt i virkelige problemer og virkelige mennesker. Her kan du f.eks. lade tidligere kunder eller samarbejdspartnere udtale sig om din virksomhed eller dine produkter, og således italesætte de gode historier, der knytter sig hertil.
Du behøver naturligvis ikke finde inspiration i de allestedsnærværende reklamer for kosttilskuddet Vitaepro, hvor kendt og ukendte skandinaver fortæller om alle de gode virkninger ved Vitaepro. Når det er sagt, kan det være en rigtig god idé at benytte case-studies og testimonials, da denne type videoer er billige / enkle at producere og samtidig virker appellerende for modtagerne.
Guides og ‘how-to’-videoer er en fremragende vej til opmærksomhed. I denne type videoer viser du brugerne hvordan man løser forskellige udfordringer / udfører diverse opgaver, hvilket kan være til stor gavn for dine brugere. Du skal naturligvis vælge emner, som passer til din virksomhed, men videoerne behøver ikke at have et kommercielt udtryk.
Din målsætning med guides og ’how-to’-videoer behøver altså ikke handle om at sælge specifikke produkter, men mere om at opbygge en loyal følgerskare. Videoerne kan handle om alt muligt, som du forventer vil interessere dine brugere – lige fra en opskrift på den perfekte gulerodskage til en vejledning i hvordan man skifter vinterdæk på bilen, installerer specifikke programmer på computeren eller klarer rengøringsopgaver i hjemmet.
Beskæftiger din virksomhed sig med tekniske produkter og opgaver, kan guides og ’how-to’-videoer være med til at nedbryde fordomme om at opgaverne er svær / kun kan løses af professionelle.
Hvilken indholdstype skal du vælge?
Det er ikke alle indholdstyper, som passer lige godt til alle brancher. Du skal derfor overveje, hvilken slags indhold der vil skabe værdi for netop din virksomhed. Du skal også overveje hvor mange ressourcer, du vil bruge på din markedsføring.
Vælger du at producere produktvideoer, gælder det selvfølgelig om at vise aktuelle produkter, som kunderne kan købe hos dig nu. Denne slags videoer skal altså have noget aktuelt over sig, ligesom de har en forældelsesfrist, og du skal altså være indstillet på, at der skal laves nye videoer med jævne mellemrum.
Guides og ’how-to’-videoer bliver oftere delt på nettet, og har ligeledes en længere holdbarhed. Med få ressourcer er du altså garanteret langvarig markedsføring.
Du skal også være klar til at bruge flere penge på at markedsføre denne slags videoer, end du skal ved nogle af de øvrige indholdstyper. Det er nemlig ikke sikkert, at produkterne kan tække tilstrækkeligt med interesse / trafik i sig selv. Her fungerer det ofte anderledes med guides og ’how-to’-videoer. Denne type indhold bliver oftere delt på nettet, ligesom indholdet som regel har en længere holdbarhed. Viser du f.eks. hvordan man udskifter et vindue i sit hus, er denne video altså også aktuel om et år.
I det hele taget er guides og ’how-to’-videoer indhold, som sagtens kan havne i søgeresultaterne, når brugerne leder efter løsninger på de problemer, de står overfor. Det samme ikke nødvendigvis tilfældet for de øvrige typer af markedsføringsvideoer.
Hvordan får du video og SEO til at spille sammen på din hjemmeside? Søgeordsoptimering er et nøglebegreb, når det gælder online markedsføring, og derfor skal du naturligvis også tænke SEO ind i dit videoindhold. Men søgemaskiner kan ikke ’læse’ billedindholdet i en video, hvilket tvinger dig til at tænke kreativt.
En stor del af klassisk søgeordsoptimering handler jo netop om at udvælge specifikke nøgleord, som man gerne vil ’ranke’ på hos Google, men denne metode er begrænset, når det gælder videoindhold.
Der er dog nogle af de klassiske SEO-metoder, som fortsat kan bruges, når det gælder video-titler og beskrivelser. Her kan du nemlig vælge en titel, om indeholder de vigtigste søgeord. Det samme gælder for videobeskrivelsen. Husk dog at titel og beskrivelse først og fremmest skal give brugerne lyst til at se din video, og du bør derfor undgå overdreven brug af nøgleord i beskrivelsen. Du kan også inkludere søgeord i metabeskrivelse / metatags.
Skal dine videoer lægges op på en ekstern videoservice som f.eks. YouTube, kan du desuden inkludere din hjemmesidens fulde URL i kanalinformation og/eller video-beskrivelse.
Nogle virksomheder vælger at inkludere en fuld transskription af videoindholdet, som kan placeres i forlængelse af videoen. Benytter du denne metode, kan du naturligvis få alle de eftertragtede søgeord med på din side, men metoden bør kun anvendes, hvis den ikke virker generende for brugerne. Husk at brugeroplevelsen er det vigtigste, når det gælder videomarkedsføring.
SEO handler dog ikke udelukkende om at udvælge søgeord. Googles robotter kigger nemlig også på andre faktorer, når de skal vurdere en hjemmeside, og her har videoindhold en række fordele, som kan hjælpe dig til gode placeringer hos Google:
- Videoindhold genererer mere trafik
- Brugerne bliver på siden i længere tid
- Videoindhold deles ofte
Brugerne er glade for videoindhold, og videoerne kan således bruges til at trække flere gæster ind på din hjemmeside. Trafik til din hjemmeside er både godt for din placering hos Google og godt for din forretning.
Når du har video på din hjemmeside, er det meget sandsynligt, at brugerne bliver længere tid på siden. Google benytter mere end 200 såkaldte ’ranking factors’ og der er en del usikkerhed omkring hvilket faktorer der tæller med i den endelige ranking. ’Time on Site’ nævnes dog gerne som et parameter, der spiller ind, og derfor er det naturligvis glædeligt at videoer kan holde brugerne på siden i længere tid.
Udnyt at videoindhold deles langt oftere end tekstindhold. Gode videoer er eftertragtede, og deles flittigt mellem forskellige brugere, ligesom din video også kan finde vej til forskellige hjemmesider og blogs. Du kan således opnå flere delinger og således flere backlinks.
Plan for videomarkedsføring
Start med en plan – en strategi, hvor du overvejer hvad vil gerne vil opnå og hvordan du vil gøre det. En god plan gør processen lettere, og kan ligeledes give en bedre sammenhæng mellem dine videoer (og dit øvrige markedsføringsmateriale for den sags skyld).
Du kan med fordel starte med at lave en brainstorm, hvor du lægger alle idéer på bordet. Kig også på dit nuværende indhold – hvad kan omdannes til videoer? Skriv alle idéer ned uden at tænke over begrænsninger som økonomi, tekniske færdigheder osv.
Overvej hvilken værdi dit produkt / din service har for brugerne. Hvilket problem / hvilke problemer prøver du at løse? Hvordan adskiller din virksomhed sig fra konkurrenterne? Tænk også over, om du skal vælge en særlig stil for dit videoindhold?
Der er flere fordele ved at benytte en fast skabelon for dine videoer. På denne måde får du en genkendelig stil, ligesom du bruger færre ressourcer på at skabe den enkelte video. Nedenfor finder du 10 tip til at lave gode markedsføringsvideoer.
10 tips: Sådan laver du den gode markedsføringsvideo
Hvor er dine potentielle kunder? Vælg den rigtige platform, som du kan nå ud til den ønskede målgruppe. Der findes mange muligheder; YouTube, Facebook, LinkedIn, Snapchat etc., og der er stor forskel på hvilke videoer, der præsterer godt på de forskellige platforme. Tænk også over hvilken stil og hvilke krav der er på de forskellige platforme.
Vælger du at publicere din video på sociale medier, skal du også være klar til at interagere med brugerne. Du skal altså afsætte ressourcer til at svare på henvendelser, men du skal også leve op til de krav der generelt stilles til god markedsføring på sociale medier. Du kan naturligvis også vælge at placere dine videoer på virksomhedens egen hjemmeside – evt. indlejret fra YouTube.
2. Format: Vertikal eller horisontal
Overvej hvordan din video skal se ud – skal den optages vertikalt eller horisontalt? Tidligere skulle videoer naturligvis være horisontale, så de passede til en tv- eller computerskærm, men i dag ses de fleste videoer på sociale medier via mobiltelefonen, og derfor er det vertikale format blevet populært.
De vertikale videoer passer perfekt til skærmen på en smartphone, hvor de udfylder hele skærmen, når brugeren sidder med telefonen i vertikal position. Og det er sådan de fleste brugere (96%) vil se din video på sociale medier. Brugerne er nemlig generelt dovne, og
mindre end 30% af brugerne vælger at vende telefonen, hvis en video er i horisontalt format.
Netop fordi de vertikale videoer er mere populære på sociale medier, så viser studier fra Instagram, at de vertikale videoer også sikrer en lavere klik-pris.
Skal din video derimod vises på YouTube eller på virksomhedens egen hjemmeside, bør du fortsat benytte horisontale videoer. Du skal altså vælge format baseret på den platform, hvor din video skal vises.
Gode markedsføringsvideoer handler om gode historier. Ikke udelukkende om at sælge et produkt. Det gælder altså i første omgang om at fange brugernes interesse, engagere dem, og give dem lyst til at se din video. Når du først har ’fanget’ brugerne, bliver det lettere at få dem til at udføre den ønskede handling – at læse mere om dit produkt, besøge din hjemmeside, skrive sig op til dit nyhedsbrev etc.
Der er mange måder at fortælle en historie på. Videoformatet giver dig mulighed for at være kreativ, og på denne måde nå ud til brugerne. Kan du få brugerne til at føle noget, er du godt på vej. Det er naturligvis ikke altid lige nemt at fortælle en interessant historie, men det hjælper virkelig at tænke kreativt.
Videoer, der promoverer dit brand, giver ganske meget frihed (i forhold til produktvideoer), og du har derfor flere muligheder for at være kreativ.
4. Fokuser på de første 10 sekunder
Digitale brugere har altid travlt. Ikke fordi der er noget, de skal nå, men fordi de overrumples af indtryk og tilbud, og ikke ønsker at gå glip af noget. Brugernes ’attention span’ – den tid, hvor du har brugernes opmærksomhed – er ganske kort.
Fanger du ikke brugernes opmærksomhed indenfor de første 10 sekunder, er det for sent, og de er sprunget videre til den næste video eller det næste opslag.
Du har altså kun en ganske kort chance for at overbevise brugerne om, at de skal stoppe op og se din video. På denne korte tid skal spørgsmålet ’Hvorfor skal jeg se den video’ altså være besvaret. Der skal være noget der fanger brugernes opmærksomhed, og noget spændende der gør at brugeren bliver ved med at se videoen.
Hvad vil du have brugerne til at gøre, efter de har set din video? Det er vigtigt at du overvejer hvad brugerne skal gøre, og hvordan du får dem til at gøre det, du ønsker. Call to action i forlængelse af en video fungerer ikke helt på samme måde som i tekstopslag, hvor du kan lave din opfordring til et direkte link a la ’Læs mere’ eller ’Køb nu’. Det skal imidlertid ikke forhindre dig i at opfordre brugerne til at skride til handling.
Du kan f.eks. opfordre brugerne til at se flere nyheder på din hjemmeside eller abonnere på din YouTube-kanal. Opfordringen kan med fordel både fremgå af dit speak i videoen og gennem tekst og grafik.
Sender du brugerne ind på din hjemmeside, så husk at siden skal være optimeret til trafikken, så brugerne forstår sidens funktioner og hurtigt kan finde det, de leder efter. Markedsfører du et bestemt produkt i en videokampagne, bør dette produkt naturligvis være at finde på din hjemmeside.
6. Vælg en god ’thumbnail’
I den digitale verden er en thumbnail et mindre billede eller en illustration, som er let at afkode. Altså en slags indekseringsværktøj. En thumbnail viser gerne et udsnit af indholdet, og kan på den måde skabe overblik over forskellige filer på en computer, men begrebet bruges også gerne om de billeder, der kan følge med, når man deler et link, og som de billeder der vises af en video, inden videoen afspilles.
På nogle medier afspilles videoerne lige så snart brugerne scroller forbi dem, mens andre tjenester kræver at brugerne aktivt trykker ’play’. Er der tale om sidstnævnte løsning, er det naturligvis vigtigt, at du vælger et godt og repræsentativt billede, som blikfang. Brugeren skal altså få lyst til at starte videoen.
Dit blikfang (thumbnail) behøver ikke være det centrale i videoen, men skal være så interessant, at brugerne få lyst til at klikke ’play’. Brugerne skal få lyst til at se hvad der ’gemmer sig’ bag dette første billede.
Selvom videomarkedsføring primært handler om (levende) billeder, så anbefales det, at du også inddrager tekst i videoen. Det gælder både klassiske undertekster og større tekster (eventuelt med farver og effekter), der kan fremhæve de vigtigste budskaber.
Mange brugere ser video uden lyd. Det sker særligt på sociale medier som Facebook og Instagram, og disse brugere får altså ikke noget ud af din video, hvis al information foregår via lyd. Det kræver ikke mange ressourcer at lægge et spor med undertekster på din video, og på denne måde kan alle brugere følge med i hvad der bliver sagt i videoen.
Udover de klassiske undertekster kan du også opnå en god effekt ved – bogstaveligt talt – at lade dine vigtigste budskaber stå tydeligt frem. Handler videoen om en begivenhed, så få titlen på begivenhed og datoen til at springe frem på skærmen, så brugerne ikke er i tvivl. Forsøger du at sælge et produkt i din video, så kan du formulere de vigtigste slagsparametre på skærmen – f.eks. pris.
Husk at mange brugere ser videoen på en lille mobilskærm, og du bliver derfor nødt til at benytte stor og iøjnefaldende tekst.
Det er ikke altid at videoens titel fremgår tydeligt for brugeren, men selv i de tilfælde hvor titlen er mere eller mindre usynlig, skal bruge tid på at finde en god titel. Titlen kan både være afgørende for om fysiske brugere får lyst til at klikke på din video og om søgemaskinernes robotter kan afkode og indeksere din video korrekt. Husk at bruge de vigtigste søgeord i din videotitel.
Ligesom videoens titel kan være vigtig i forhold til søgeordsoptimering, gælder det samme for de øvrige informationer, du kan lagre sammen med din video – de såkaldte metatekster. Sørg for at få dine udvalgte søgeord med i de forskellige beskrivelser, så søgemaskinerne får en bedre forståelse af, hvad din video handler om. Dette emne er tæt forbundet med
schema markup, som du også bør sætte dig ind i, hvis du vil optimere din videomarkedsføring.
Når din video er færdig, og du har styr på alle formalia, er du klar til at dele den med omverden. Her skal du naturligvis overveje, hvordan du vil iscenesætte din video. Når du deler din video på sociale medier, skal du naturligvis overveje tidspunkt for offentliggørelse, men du kan også overveje hvorvidt du kan ’tagge’ relevante personer eller virksomheder. Du kan også opfordre dine medarbejdere til at dele videoen, så den når ud til flere personer.
Videoer kan appellere til flere sanser på én gang, og det skal du udnytte. Brug forskellige virkemidler til at fange brugernes opmærksomhed, og prøv gerne med flere forskellige slags videoer. Husk at analysere dine data, så det bliver tydeligt, hvilke videoer, der præsterer bedst. Det kræver tid at opbygge en god kampagnestrategi, og du må derfor ikke drage forhastede konklusioner.
Har du generelt en bred målgruppe, så kan det være nødvendigt at inddele den i mindre undergrupper, så du bedre kan ramme specifikke brugere. Laver du (video)indhold som skal ramme alle brugere, ender du som regel med at producere indhold, som ingen er interesseret i.
Husk også at tænke virksomhedens øvrige digitale tiltag med ind i markedsføringsstrategien, så din kommunikation og stil passer sammen. Brugerne skal opleve at det er den samme virksomhed de møder på hjemmeside, på sociale medier og gennem videoer og email-marketing.