Synlighed og mere trafik med Schema og Rich Snippets

Bedre placeringer, mere synlighed og flere klik. Schema markup (Schema markering) er værktøjet, der forsyner Google med relevante informationer om din hjemmeside. Med de rette informationer ved hånden, kan søgemaskinen bedre forstå hvad din hjemmeside handler om, og dermed give dig mere (relevant) trafik. 

Herudover giver schema markup dig mulighed for at få udvidede beskrivelse (Rich Snippets) med i søgeresultaterne. De udvidede beskrivelser sikrer øget synlighed og højere klik-rate.

Google: Den førende søgemaskine

Det er ikke tilfældigt, at Google er blevet verdens førende søgemaskine. I en benhård branche, hvor det handler om det bedste produkt, har Google vundet over konkurrenterne, og indtager i dag en position, som tilnærmelsesvist har givet it-giganten monopol på internetsøgninger i den vestlige verden. 

Der er naturligvis ikke tale om et egentligt monopol på internetsøgninger, for det står brugerne frit for at anvende Bing og Yahoo i stedet for Google. Tallene taler dog for sig selv, og langt de fleste brugere retter blikket mod Google, når der skal søges informationer på nettet.

De fleste brugere vælger Google, fordi søgemaskinen simpelthen er den bedste. Og hvad kendetegner så den bedste søgemaskine? Maskinen skal naturligvis give brugerne de bedste (= mest relevante) informationer, svare på de spørgsmål, brugerne stiller, og vide hvad brugerne mener, når de indtaster et eller flere ord i søgefeltet. På alle disse parametre leverer Google altså de bedste resultater.

Relevante informationer forbedrer brugeroplevelsen

Googles kerneopgave er at hjælpe og guide brugerne, så brugerne bliver ved med at benytte Google som søgemaskine. Jo flere brugere, desto bedre indtægtsgrundlag. Det er nemlig mængden af brugere, der driver det bagvedliggende annonceapparat, hvor der hver dag sælges annoncer for milliarder.

En af metoderne til at forblive nummer 1 er at fokusere på brugeroplevelsen. Og det er her Schema og ikke mindst Rich Snippets kommer ind i billedet. Ved at generere udvidede beskrivelse (Rich Snippets) med schema markup bliver brugerne nemlig forsynet med (flere) relevante informationer allerede inden de klikker sig ind på en specifik hjemmeside.

Hvad er Schema markup?

Schema markup er et særligt kode-sprog, som bruges til at strukturere data på hjemmesider. Struktureret data giver søgemaskinerne flere informationer om, en hjemmeside handler om, og hvordan den er opbygget. Herudover giver schema markup mulighed for at hjemmesideejerne kan skabe udvidede beskrivelse (Rich Snippets), som siden kan fremhæves visuelt i søgeresultaterne.

Schema markup blev skabt i 2011, hvor verdens tre største søgemaskiner, Bing, Google og Yahoo! gik sammen om idéen. Målet var at skabe ensartede / standardiserede retningslinjer for HTML-tags, og på denne måde sikre, at informationer og koder i højere grad blev meningsfulde og læsbare for mennesker og maskiner.
Ved at indtaste informationer i Schema-markeringsværktøjet, hjælper du søgemaskinerne med at forstå din hjemmeside, og hvordan den er bygget op. Du kan f.eks. fortælle søgemaskinerne, om et indlæg på din hjemmeside er en produktbeskrivelse, en opskrift eller noget helt tredje. Du kan også fortælle om et produkt er på lager, og besvare typiske spørgsmål i en FAQ. 

På denne måde slipper søgemaskinen for at skulle gætte hvad dit indhold er, og maskinen kan dermed bedre indeksere og kategorisere din hjemmeside. Når søgemaskinerne bliver bedre til at læse og forstå informationerne på din hjemmeside, kan du også opnå bedre placeringer hos Google.

Schema markup: Hjælp Google med at hjælpe dig

Ved at forsyne Google med de rette informationer gennem Schema markup, kan søgemaskinen også i højere grad vise din hjemmeside til de relevante brugere.

En anden – og mere tydelig – gevinst er muligheden for at lave de såkaldte ’Rich Snippets’ eller udvidede beskrivelse, som vises i Googles søgeresultater. ’Rich Snippets’ (omtales også som ’Rich Results’) er tilføjelser til den traditionelle metabeskrivelse af din hjemmeside. De udvidede beskrivelser er et supplement til de klassiske beskrivelser, som vises på listen over søgeresultater – den såkaldte SERP (Search Engine Result Page).

Schema markup hjælper altså på den ene side Googles robotter med at tyde hjemmesidens indhold, og hjælper på den anden side brugerne med at få øjnene op for din side. Når brugerne bliver præsenteret for relevante informationer allerede på søgeoversigten, har de også lettere ved at klikke på netop din side. 

Da din ’Rich Snippet’ er en tilføjelse til den eksisterende beskrivelse, kommer dit resultat desuden til at fylde mere i søgeoversigten, og der er således større sandsynlighed for, at brugerne vil klikke på netop dit link.
Schema markup hjælper Googles robotter med at tyde indholdet på din hjemmeside og præsentere informationerne for brugerne i søgeoversigten
’Rich Snippets’ er de ekstra stykker information, som kan vises under din metatitlel og metabeskrivelse i oversigten med søgeresultater. Det kan f.eks. være stjernevurderinger for anmeldelser, tilberedningstid og kalorierindhold på opskrifter og tidspunkter og lokationer for begivenheder.

Når disse informationer dukker op i søgeresultatet, skyldes det hjemmesidens brug af strukturerede data. Informationerne er altså skrevet ind i hjemmesidens kode. Når Googles robot læser informationerne, bruger robotten de udvidede beskrivelser – rich snippets – til at forbedre SERP-fortegnelsen.

Hjælper rich snippets på SEO?

Ifølge officielle udmeldinger fra Google, så er rich snippets og schema markup ikke ellementer, der bidrager direkte til din ranking-factor og dermed din søgeordsoptimering. De udvidede beskrivelser, du kan lave med schema markup, bidrager imidlertid til en højere klik-rate, og klik-raten kan altså have indirekte indflydelse på din placering i søgeresultaterne.

Hvis man sammenligner to søgeresultater – i dette tilfælde to resultater fra en søgning på retten 'paella' – er der tydelig forskel på, om resultatet er med eller uden ’rich snippet’

Først den klassiske visning:
Og så visningen med 'rich snippet':
Ikke overraskende viser undersøgelser, at brugerne er mere tilbøjelige til at klikke på resultater med en ’rich snippet’ end de traditionelle resultater. I eksemplet ovenfor består den ekstra information af en bedømmelse (3,4 stjerne ud af 5) samt en angivelse af, hvor lang tid det tager at lave den aktuelle ret (1 time og 15 minutter). Herudover er resultatet forsynet med et billede.

Bedømmelsen og tidsangivelsen sørger for, at resultatet med ’rich snippet’ i dette tilfælde fylder en linje mere, end det traditionelle søgeresultat. Et resultat, som fylder mere, får også mere opmærksomhed, ligesom det fyldige resultat naturligvis efterlader mindre plads til eventuelle konkurrenter. 

Når du markerer dit indlæg som en madopskrift i schema markup-koden, ved Google, at der er tale om en opskrift, og giver således mulighed for den ekstra information. Udover den udvidede beskrivelse, kan du også være heldig at opnå en visning med et endnu større billede øverst i søgeresultaterne. Her er blikfanget naturligvis endnu større: 

Initentionen bag søgningen

For Google er det vigtigt at kunne afkode intentionen bag en søgning. Søger man f.eks. på ’paella’ er det sandsynligt, at man ønsker en opskrift på den spanske ret. Derfor er resultaterne på ’paella’ primært opskrifter. Brugeren kunne imidlertid også være på jagt efter en restaurant, som serverer paella, eller kunne være interesseret i at kende historien bag retten.

Når Google vurderer, at intentionen bag søgningen er at finde en opskrift på paella, skal søgemaskinen naturligvis levere netop dette. Og her er schema markup et brugbart værktøj, hvor webmasteren kan angive hvorvidt deres hjemmeside rummer en opskrift på paella.

Forskellige typer ’Rich Snippets’

Der findes efterhånden rigtig mange forskellige slags rich snippets, lige fra FAQ-oversigter, anmeldelser, madopskrifter og events til Googles egne initiativer som ’knowledge graphs’, ’instant answers’ og MAP-pack / Snack-pack-visninger.

FAQ snippet

Du kender sikkert begrebet FAQ, som er en forkortelse for Frequently Asked Question (ofte stillede spørgsmål). Mange hjemmesider er forsynet med et eller flere FAQ-afsnit – enten som en underside, der dækker generelle spørgsmål for hele websitet, eller som afsnit i bunden af hver enkel side / hvert enkelt indlæg.

Der er flere fordele ved at lave FAQ-afsnit på din side – både i forhold til brugervenlighed og i forhold til SEO. En FAQ-sektion svarer naturligvis på de klassiske spørgsmål, som brugerne måtte stille til dit indhold, og på denne måde kan sektionen være en hjælp til brugerne. 

Har du en FAQ-sektion på din side, har du også mulighed for at få flere nøgleord med på siden, hvilket kan være godt for SEO. Den helt store gevinst opnår du imidlertid ved at få en FAQ-boks som en rich snippet i søgeresultaterne.

En FAQ-snippet kan se sådan ud:
Hjemmesiden, som sælger kontormøbler, har altså fået tilføjet en FAQ, hvor to spørgsmål bliver vist som en rich snippet til søgeresultatet. Klikker man på spørgsmålet ’Hvordan finder jeg den rigtige kontorstol’ åbnes punktet op, og brugeren kan nu læse svaret på spørgsmålet:
Har du en hjemmeside, hvor det giver mening at inkludere en FAQ-sektion, er det en rigtig god idé at lave en. Udover at hjælpe dine brugere på siden, kan du også opnå øget synlighed med en FAQ-snippet. 

Som du kan se i eksemplet med kontorstolen, så sørger de to linjer med spørgsmål for, at virksomheden fylder mere i søgeresultatet. Det sammen gælder naturligvis for det markante udsnit af billeder.

Bedømmelse (Review snippet)

Har din virksomhed eller dine produkter opnået gode anmeldelser, hvorfor så ikke vise dette i søgeresultatet? Hvis du indsamler anmeldelser med en widget på din hjemmeside, kan du bruge dine data til at lave en 'review-snippet'. 

Denne snippet viser din karakter (vist med stjerner) på en skala fra et til fem, samt et tal der indikerer, hvor mange anmeldelser, du har fået. I eksemplet nedenfor har hjemmesiden istol.dk en bedømmelse på 4,7 ud af 5 baseret på 112 anmeldelser.
Mange brugere vil opleve disse anmeldelser som nyttige – specielt hvis det drejer sig om en virksomhed, de ikke har handlet med tidligere. Her kan gode anmeldelser fungere som en slags sikkerhed / validering af virksomheden. Har du gode anmeldelser, bør du derfor vise det til dine kunder. 

Udover reklameværdien i en god bedømmelse, så får denne review-snippet også søgeresultatet til at fylde mere i søgeresultatet, hvilket gavner klik-raten.

Produktinformation (Product snippet)

Har du en webshop, så har du mulighed for at tilføje informationer om hvert enkelt produkt, som efterfølgende kan vises som en snippet i søgeresultaterne. Du kan f.eks. vise prisen på produkter, kursuser, software og services, som du gerne vil sælge. Du kan også vise, om den pågældende vare er på lager eller ej, ligesom du kan tilføje produktbilleder og anmeldelser af produktet.

Har du en WordPress-hjemmeside med Woocommerce, skulle du gerne have mulighed for at tilføje Microdata markup i HTML til dine produkter.

Nedenfor kan du se et eksempel på en produkt-snippet for et par Nike-sko. Her er tilføjet et billede af skoen, ligesom du kan se prisen (2.400 kr.) og lagerstatus (er på lager).

Sitelinks

Sitelinks er også en form for rich snippet, men denne type snippet kan ikke skabes med schema markup-kode. I stedet er det op til Google at vurdere, om søgemaskinen ønsker at vise en rich snippet med sitelinks for en specifik søgning. 

For at komme i betragtning til denne type snippet, er det vigtigt, at din hjemmeside har en hierarkisk opbygning af menulinks, så Googles robot ved hvilke links, der skal inkluderes.

En rich snippet med sitelinks vil kun blive vist i søgeresultaterne, når Google formoder at der er et eksakt match mellem søgeintention og resultat. Det formodes der f.eks. at være, når en bruger søger efter en specifik virksomhed som i eksemplet herunder. Her er der søgt på ’Nike’, og Google antager, at brugeren dermed er interesseret i virksomheden (og f.eks. ikke den græske sejrsgudinde, Nike).

Det udvidede søgeresultat med sitelinks sikrer maksimal synlighed. Faktisk kan søgeresultatet dække stort set hele skærmen, og du undgår derfor at dine konkurrenter vises side om side sammen med din virksomhed.
Da du ikke selv kan bestemme over en snippet med sitelinks, gælder det som sagt om at have en logisk opbygning af din hjemmeside og herefter håbe, at Google ønsker at vise sitelinks. ’Best practise’ er at have et tydeligt hierarki gennem en topmenu med tydelige og deskriptive ankertekster.

Google My Business

Driver du en virksomhed, så kender du sikkert allerede Google My Business – Googles smarte platform for virksomheder. Visningen i Google My Business har mange lighedstræk med rich snippets, da din virksomhed her kan vises med en række ekstra informationer i søgeresultaterne. 

Vil du vide mere om Google My Business (GMB) eller ønsker du hjælp til at sætte din konto korrekt op, kan du blive klogere i denne guide til Google My Business.

Direct answers og Knowledge panels

Schema markup og rich results har gjort det muligt at tilføje flere elementer, så resultaterne på denne måde kan skille sig ud fra mængden, ligesom Google (og de øvrige søgemaskiner) i højere grad har fået mulighed for at optimere søgeresultaterne, så de matcher intentionen bag brugernes søgning.

At søgemaskinerne stræber efter at levere de resultater, som brugerne efterspørger, er dog ikke noget nyt. I denne stræben er Google imidlertid endt i direkte konkurrence med de mange hjemmesider, som kæmper om en plads i den eftertragtede SERP – Search Engine Results Page (søgeresultatsside). Denne (ulige) konkurrence kommer bl.a. til udtryk i de såkaldte ’direct answers’ og ’knowledge panels’.
’Direct answers’ og ’knowledge panels’ er elementer, som enten besvarer brugernes spørgsmål eller hjælpe brugerne med at blive klogere på et specifikt emne øverst på søgesiden – altså inden de organiske søgeresultater.

’Direct answers’ og ’knowledge panels’ dækker bl.a. over forskellige beregnere (kalorieberegner, valutaomregner og lignende), vejrmeldinger og diverse former for leksikale opslag. 

Svaret på disse søgninger leveres enten af Google selv, eller også ’låner’ søgemaskinen informationerne fra kilder som Google anser som valide – f.eks. Wikipedia. 

Ovenfor kan du se et eksempel på en valutaomregner, som Google sætter ind på søgningen 'kroner til euro', og nedenfor kan du se et eksempel på en faktaboks efter en søgning på skuespilleren ’Vin Diesel’:

Undgå at kæmpe mod Google

’Direct answers’ og ’knowledge panels’ er naturligvis praktiske for brugerne, som straks kan få den information, de søger. Elementerne kan dog være en katastrofe for de hjemmesider, der kæmper for at ’ranke’ på netop disse ord og begreber.

Du kan have programmeret en nok så flot og indbydende valutaomregner på din hjemmeside, eller skrevet en omfattende og detaljeret artikel om Vin Diesel, for at lokke brugere til, men du kan naturligvis ikke vinde en popularitetskonkurrence over Google på søgemaskinens hjemmebane. 

Dine sider og indlæg vil altid indtage en plads under Googles egne forslag. Derfor bør du forsøge at skabe indhold, som ikke kommer i direkte kampbolage med Googles ’Direct answers’ og ’knowledge panels’.

Ulemperne ved ’rich snippets’

Der er mange fordele ved at bruge ’rich snippets’ til at fremhæve netop din hjemmeside i søgeresultaterne. De udvidede beskrivelser tjener på den ene side som et unikt blikfang, der får brugeren til at stoppe og (og forhåbentlig klikke sig ind på din side), ligesom det udvidede resultat fortrænger dine konkurrenter længere ned på siden med søgeresultater.

Rich snippets kan altså stille dig i en fordelagtig position i forhold til markedet og konkurrenterne, men der er også ulemper ved at bruge rich snippets. Du kan nemlig ende med at blive din egen værste konkurrent, og det er derfor vigtigt, at du overvejer, hvad du inkluderer i din rich snippet.

Du skal naturligvis kun vise bedømmelser, hvis du har gode anmeldelser, og du skal kun inkludere billeder, hvis dine billeder er flotte, og kan lokke brugere til. 

Har du en webshop, har du mulighed for at nævne prisen på dit produkt i din snippet, men hvis brugeren allerede kan se prisen i søgeresultatet, er det ikke sikkert, at hun klikker sig ind på din side. Du bør derfor undgå at nævne prisen, jo mindre prisen er dit væsentligste salgsargument.

I det hele taget er det vigtigt, at din snippet gør brugeren interesseret i at besøge din hjemmeside. Hun skal altså ikke præsenteres for al den nødvendige information i din snippet. Dette gælder særligt, hvis du laver FAQ-snippets. Svarer du fyldestgørende på brugerens spørgsmål allerede i din snippet, er der jo ingen grund til at besøge din hjemmeside...

Sådan laves ’rich snippets’

En Schema markup-generator – f.eks. denne fra Merkle – fungerer ved at du først vælger hvilken slags schema markup, du vil generere. Her kan du bl.a. vælge mellem artikel, breadcrumbs, event og FAQ. Herefter skriver du informationerne ind i venstre side, mens generatoren omdanner informationerne til kode i højre side af skærmen. Når du er færdig, kan du kopiere koden – brug det blå ikon øverste i højre hjørne.

Når du har en færdig schema markup-kode, kan du teste koden på den officielle hjemmeside Schema.org. Her kopierer du hele koden ind, hvorefter valideringsværktøjet fortæller dig, om koden er skrevet korrekt. Denne valideringsmetode kan du både bruge, hvis du har lavet din kode fra bunden i HTML eller med en schema-markup-generator.

Er koden skrevet korrekt, kan du sætte den ind på din hjemmeside. Her kan du enten bruge et plugin til at indsætte HTML eller selv sætte koden ind i sidens hoved . Efterfølgende kan du tjekke hvordan din rich snippet vil blive vist i søgeresultaterne hos Google. Dette kan du tjekke med Googles eget ’developer’-værktøj her.

Schema markup-generator

En Schema markup-generator – f.eks. denne fra Merkle – fungerer ved at du først vælger hvilken slags schema markup, du vil generere. Her kan du bl.a. vælge mellem artikel, breadcrumbs, event og FAQ. Herefter skriver du informationerne ind i venstre side, mens generatoren omdanner informationerne til kode i højre side af skærmen. Når du er færdig, kan du kopiere koden – brug det blå ikon øverste i højre hjørne.

Når du har en færdig schema markup-kode, kan du teste koden på den officielle hjemmeside Schema.org. Her kopierer du hele koden ind, hvorefter valideringsværktøjet fortæller dig, om koden er skrevet korrekt. Denne valideringsmetode kan du både bruge, hvis du har lavet din kode fra bunden i HTML eller med en schema-markup-generator.

Er koden skrevet korrekt, kan du sætte den ind på din hjemmeside. Her kan du enten bruge et plugin til at indsætte HTML eller selv sætte koden ind i sidens hoved . Efterfølgende kan du tjekke hvordan din rich snippet vil blive vist i søgeresultaterne hos Google. Dette kan du tjekke med Googles eget ’developer’-værktøj her.

Enkel FAQ-schema med Yoast SEO

Bruger du det populære Yoast SEO-plugin, så er det ganske enkelt at lave en FAQ schema markup. I Yoast er der nemlig inkluderet en smart og ganske gratis FAQ schema-blok. Når du har aktiveret Yoast SEO på din WordPress-side, kan nemt tilføje FAQ-funktionen. 

Vælg hvor du ønsker at indsætte FAQ-sektionen, og klik på plus-symbolet (+) for at indsætte et nyt element. Er det første gang, du skal indsætte en Yoast FAQ-sektion, kan du søge den frem i søgefeltet – herefter kommer den til at ligge blandt de senest anvendte.

Når du klikker på Yoast FAQ-elementet, kommer der automatisk en FAQ-tekstblok frem, hvor du kan skrive den første kombination af spørgsmål og svar. Det er muligt at tilføje et billede til hvert enkelt spørgsmål. Du kan tilføje så mange kombinationer af spørgsmål og svar, som du ønsker - du skal blot klikke på feltet ’Tilføj spørgsmål’.
En FAQ-sektion som er oprettet med Yoast vises fysisk på din hjemmeside, hvor brugerne kan læse dine spørgsmål og svar, ligesom den gemmes som schema markup-kode, som søgemaskinerne kan vælge at tilføje som en rich snippet.

Ønsker du at have mere kontrol over din FAQ-sektion, kan du vælge at benytte det gratis plug-in, Structured Content (JSON-LD). Dette plug-in er ligeledes nemt at anvende, men modsat Yoast-versionen, så giver det dig mulighed for at vælge, om din FAQ-sektion kun skal gemmes som schema markup (og altså ikke vises på din hjemmeside). Ved at klikke på det lille øje-symbol, kan du sikre, at din FAQ udelukkende gemmes som kode. 

Denne metode er altså oplagt, hvis du (af den ene aller anden grund) ikke er interesseret i at have en FAQ-sektion til at være synlig på din side. Du får dog genvinsten ved FAQ-sektionen gennem din rich snippet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Om siden

Arbejder du med online marketing? Her på siden finder du inspiration, tips og trends, som du med fordel kan benytte i dit digitale arbejde. Du kan bl.a. få idéer og vejledning til markedsføring på Facebook, LinkedIn og Google samt tricks til Email-marketing.

Sitemap
linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram