Pay per click: Forstå prismodellen bag Google Ads

Overvejer du at købe annonceplads hos Google, Facebook eller en af markedets øvrige sværvægtere? I dette indlæg kan du blive klogere på den prismodel, som søgemaskiner og sociale medier anvender, ligesom du får tips til den bedste annoncestrategi.

Hvad er pay per click?

Allerførst: Google tilbyder en lang række forskellige kampagnetyper, hvor de tre bedst kendte er de rene tekstannoncer, bannerreklamer (billed-/display-annoncer) og videoannoncer.

Tekstannoncer og bannerreklamer fungerer efter modellen pay per click (PPC) mens videoannoncer, som f.eks. bringes på YouTube, er enten pay-per-view (PPV) eller pay-per-click (PPC) afhængig af længde og placering.

Pay per click betyder, at annoncøren betaler et beløb, hver gang en bruger klikker på annoncens link, mens pay per view betyder, at annoncøren betaler et beløb, hver gang en annonce vises til en bruger.

Annoncetyper hos Google

De rene tekstannoncer hos Google vises primært på siden med søgeresultater. Afhængig af din søgning, vil du få vist et antal tekstannoncer øverst på siden – disse er markeret med teksten ’Annonce’ – samt en række annoncer i højre del af siden med søgeresultater. Søg efter et populært produkt – f.eks. den nyeste iPhone – og se hvordan annoncerne er sat op.
Med partnerprogrammet Google AdSense kan ejeren af en hjemmeside tjene penge hver gang en bruger klikker på en annonce
Bannerreklamer – de såkaldte display-annoncer – vises på en lang række forskellige hjemmesider, som er tilmeldt Google AdSense. Google AdSense er et partnerprogram, hvor ejeren af en hjemmeside indsætter en lille HTML-kode på sin side, og herefter tjener penge hver gang en bruger klikker på en af de annoncer, som vises på hjemmesiden. Det er Google, der bestemmer hvilke annoncer, der skal vises til specifikke brugere på siden.

Googles annoncemodel

Der er mange faktorer, der spiller ind, når det gælder prisen på en Google-annonce. Overordnet kan man sige, at prisen er styret af markedskræfterne, og prissætningen varierer efter udbud og efterspørgsel. Der er nemlig stor konkurrence om reklamepladsen, og prisen på et klik i dag kan således være anderledes end prisen på et klik i morgen. Ja faktisk varierer prisen fra søgning til søgning.

Hver gang der foretages en Google-søgning, finder Google Ads-systemet alle annoncer, hvis søgeord matcher søgningen. På baggrund af disse annoncer udføres en annonceauktionen, som afgør om en annonce vises, og hvilken annonceposition den i givet fald vil få på siden. Kort sagt: Der er ikke en fast pris på Google-annoncer.

Læg et budget og start din kampagne

Når der ikke er en fast pris for at annoncere på Google, kan det føles som om man navigerer i blinde. Sådan er det i hvert fald første gang, du skal sætte en kampagne i søen. 

Når du sætter din kampagne op i Google Ads (tidligere Google Adwords) vælger du et dagligt budget, ligesom du vælger hvor lang tid din kampagne skal køre. På denne måde sikrer du dig, at økonomien ikke pludselig løber løbsk. Til gengæld ved du ikke hvor mange klik dit budget kan indbringe. Her er du nødt til at prøve dig frem.

Når du er logget ind på din Google Ads-konto, kan du løbende holde øje med dit budget, og se hvor mange brugere, der klikker på dine annoncer. Her kan du også ændre din strategi, hvis det skulle blive nødvendigt.

Hvad koster det når en person klikker på mit banner?

Prisen afhænger primært af målgruppe, tidspunkt og kvaliteten af din annonce. Går du efter en meget snæver målgruppe, er det sværere for Google at finde brugere, som potentielt vil klikke på din annonce – det gælder specielt hvis der er andre annoncører, der jagter den samme målgruppe. I dette tilfælde vil prisen pr. klik blive budt op gennem annonceauktionen.
Undgå annoncer omkring Black Friday og jul hvis disse perioder ikke er interessante i forhold til dig og dit produkt
Tidspunktet spiller også ind, for når der er højsæson for bestemte produkter, er der også flere annoncører om buddet. Omkring Black Friday og ved juletid koster et klik typisk langt mere end normalt. Har din annonce intet med Black Friday eller jul at gøre, bør du derfor undgå at annoncere i denne periode, hvor konkurrencen er hård.

En omvendt tendens har man set under Corona-pandemien, hvor mange mennesker var sendt i karantæne. Her havde folk masser af tid til at surfe internettet tyndt og bruge mange timer på Facebook. Da flere virksomheder (potentielle annoncører) også var lukket ned, resulterede pandemien i et drastisk fald i klik-priserne.

Alt afhængig af målgruppe tidspunkt og kvalitet af din annonce, kan prisen pr. klik variere fra under en krone og helt op til +10 kr.

Vælg annoncer og produkter af høj kvalitet

Da Google kun tjener penge på pay-per-click-annoncerne, når en bruger rent faktisk klikker på annoncens link, er søgemaskinen naturligvis interesseret at vise de mest klikbare annoncer. Kort sagt; de bedste annoncer. Men hvad gør en annonce god?

Annoncer handler i udgangspunktet om at sælge et produkt, og her er det naturligvis lettere at sælge et kendt produkt, som brugerne efterspørger.

Selve produktet kan du nok ikke ændre på, for det er jo det, din virksomhed lever af at sælge. Her handler det i stedet om at markedsføre produktet bedst muligt. Gode billeder, iøjnefaldende farver samt en god, kort og præcis tekst.

Målrettet efterspørgsel

Det med efterspørgslen er imidlertid en helt anden sag, for det er netop her Google for alvor kommer til sin ret. I din Google Ads-kampagne vælger du selv hvilke søgeord, som din annonce skal henvende sig til, og på denne måde målrettes annoncen til en konkret efterspørgsel. Sælger du f.eks. løbesko fra Nike, ved du at efterspørgslen er det, når en bruger skriver Nike løbesko i søgefeltet.

Som en del af din kampagnestrategi kan du også angive at din annonce skal vises til brugere, der har besøgt specifikke hjemmesider. I forlængelse af ovenstående eksempel, vil det være oplagt at vælge en række konkrete sports- og/eller skobutikker ud. Listen kan også tælle dine nærmeste konkurrenters hjemmeside.

Den gode pris på et klik

Hvad er den gode pris for et klik? Sælger du hårspænder for 20 kr., er det ikke rentabelt at betale 4 kr. for et klik. Er du derimod bilforhandler, så er 4 kr. uhyre billigt for at få en kunde i butikken. Den gode pris handler simpelthen om, hvad der er den rigtige pris for dig. Det er ikke alle produkter der egner sig til at blive markedsført gennem Google-annoncer.

Gratis reklame med Google Ads

Da du kun betaler, når der er en bruger, der faktisk klikker på din annonce, betyder det, at alle de gange hvor din annonce vises uden et klik i realiteten er gratis reklame. En bruger kan sagtens se din annonce – tekstannonce eller display-annonce – og vælge at købe dit produkt uden at klikke på den pågældende annonce.

Denne gevinst er naturligvis umulig at dokumentere, men sørger du for at have Google Analytics slået til på din side, kan du sammenholde disse data med dem fra Google Ads, og på denne måde holde øje med om antallet af besøg på din side stiger med mere end hvad der kan forklares med Google Ads.
En annonce, der ikke får klik, er ikke interessant for Google
Det nytter selvfølgelig ikke at bygge en annonce op, så den ikke skal tiltrække klik, men udelukkende den ’gratis’ reklame. En annonce, der ikke får nogen klik, er nemlig ikke interessant for Google.

Taktikken for tid vedkommende skal i stedet være at sikre, at det er de rigtige personer, der klikker – altså dem, der faktisk har tænkt sig at købe dit produkt. Du skal derfor ikke love noget, du ikke kan holde. Et klik på din annonce skal gerne resultere i den ønskede konvertering på din landingsside.

Brug god tid på opsætningen

Kaster du dig over Google Ads for første gang, er det vigtigt, at dine forventninger harmonerer med virkeligheden. Med den rigtige kampagne gennem Google Ads skal du nok få kunder i butikken, men der er også andre elementer, der spiller ind.

Du skal f.eks. have en god og brugervenlig landingsside, som brugerne kommer ind på, når de klikker på din annonce. Alt for ofte fokuseres der udelukkende på flotte bannerannoncer, mens landingssiden ikke fungerer hensigtsmæssigt.

Når en bruger – en potentiel kunde – klikker på din bannerannonce, er det fordi han/hun er interesseret i dit produkt, og du er således tæt på et salg (eller anden konvertering). Derfor skal det selvfølgelig være nemt for brugeren at gennemføre dette salg på din hjemmeside.

Hvor mange penge skal du bruge?

Google Ads handler i høj grad om at prøve sig frem. Du skal finde ud af, hvad der virker for dig og din virksomhed. Start derfor med et moderat beløb. Beløbet må ikke være så småt, at du ikke får tilstrækkeligt med data, men behøver heller ikke at være for stort, da kampagnen muligvis ikke rammer den korrekte målgruppe i første forsøg.

Når du aktiverer din kampagne i Google Ads går der gerne noget tid før den rigtig får vind i sejlene. Google skal nemlig lige afkode hvem der gerne klikker på din annonce. Selvom du har hjulpet Googles robotter godt på vej ved at indtaste søgeord osv., så skal søgemaskinen også indsamle sine egne data.

Googles algoritmer sørger for de rigtige brugere

Typisk vil din annonce få rigtig mange eksponeringer i den første tid (første uge), men måske ikke tilsvarende mange klik. Efterhånden som Googles algoritmer får afdækket hvem der gerne vil klikke på din annonce, begynder Google at vise den til færre brugere, men til gengæld til de ’rigtige’ brugere – dem, der har tendens til at klikke på annoncen. På denne måde falder eksponeringerne mens klik-raten stiger.

Først når din kampagne har været aktiv i nogle uger begynder du for alvor at kunne konkludere om det er en succes eller ej. Herefter kan du begynde at rette kampagnen til, hvis du følger behov for dette. Det er altså vigtigt, at du ikke drager forhastede konklusioner, men giver Google tid til at hjælpe kampagnen i gang. Google ved trods alt en hel del om deres brugere, og skal nok finde de relevante brugere til dig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Om siden

Arbejder du med online marketing? Her på siden finder du inspiration, tips og trends, som du med fordel kan benytte i dit digitale arbejde. Du kan bl.a. få idéer og vejledning til markedsføring på Facebook, LinkedIn og Google samt tricks til Email-marketing.

Sitemap
linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram