Sådan indsamler du leads med en squeeze-page

Hvad er en squeeze-page?

En squeeze-page (eller squeeze-side) er en landingsside, som har til formål at indsamle leads (e-mailadresser) fra de besøgende. Leads er potentielle kunder, og ved at få deres mailadresse, kan du med jævne mellemrum sende et nyhedsbrev ud til dem. Nyhedsbrevet skulle gerne kunne forvandle (nogle af) dine leads til betalende kunder i din virksomhed.

Eksempel på en squeeze page:

Hvorfor vælge en squeeze-page fremfor en almindelig hjemmeside

Der er flere fordele ved at vælge en squeeze-page frem for en almindelig hjemmeside. Først og fremmest handler det om konverteringer. Da squeeze-siden udelukkende indeholder de elementer der skal bruges for at indsamle e-mailadresser, mindsker man risikoen for, at kunden bliver distraheret i processen.

Din almindelige hjemmeside rummer sikkert mange elementer som både er spændende og brugbare – forskellige menuer, sidebars, produkter og artikler. Her er squeeze-siden helt anderledes, da den er skåret ind til benet. Den klassiske hjemmeside kan tjene flere formål på én gang, men squeeze-siden er udelukkende sat i verden for at skaffe e-mailadresser fra de brugere, der besøger siden.

Herudover er det ganske nemt at lave en squeeze-page. Det koster altså ikke mange arbejdstimer at blive klar til at indsamle leads effektiv og målrettet.

Hvordan sætter du en squeeze-page op?

En squeeze page skal gerne være så minimalistisk som mulig, da det gør den mindre distraherende. Den må dog ikke være så simpel, at den fremstå uprofessionel og amatøragtig. Det er vigtigt at finde en balancegang, så din side ikke ender med at ligne et scam-site (en svindelside).

4 elementer som din squeeze-side bør indholde

1. En overskrift der taler til udbyttet

Find på en interessant overskrift, som viser hvad brugere kan få ud af at tilmelde sig dit nyhedsbrev. I eksemplet ovenfor har man valgt overskriften ”4 charts every social media manager needs”. Denne overskrift taler tydeligt til det udbytte, som læseren kan få ved at tilmelde sig nyhedsbrevet. 

En overskrift, der lover konkret udbytte er langt bedre end den klassiske overskrift ”tilmeld dig vores nyhedsbrev”.

2. En kort forklarende underoverskrift

Du har blot få sekunder til at fange din læser, og derfor er den rigtige overskrift ekstremt vigtig. Hvis læseren synes, at overskriften virker interessant, så læser han videre på din side. 

Du har således fanget læserens opmærksomhed, og med din underoverskrift er det derfor essentielt at fastholde denne opmærksomhed. Her skal du nu folde overskriften ud til læseren, og fortæller endnu mere om, hvorfor de skal abonnere på dit nyhedsbrev.

3. Et billede af det du giver

Mange undersøgelser viser, at det har en psykologisk god effekt, hvis man visualiserer det produkt, som du har tænkt dig at give din læser. Ved at benytte retvisende billeder afhjælper du ligeledes mistanken om hvorvidt din side er en svindelside. Du giver nemlig et bevis på, at du rent faktisk har det, du lover (selvom billeder naturligvis altid kan manipuleres).

4. Tilmeldingsfelt (CTA)

Det sidste af de fire elementer er naturligvis din call-to-action knap. Det er her brugeren skriver sin mailadresse, og dermed tilmelder sig nyhedsbrevet.

Her kommer lige et par tips til at lave en god CTA-knap:

- Teksten i CTA skal stemme overens med titel (der skal f.eks. ikke stå ”tilmeld dig vores nyhedsbrev” men i stedet ”Få dit gavekort på 100 kr. her”)
- Brug gerne en varm farve, der skiller sig ud
- Brug ord, der giver læseren lyst til at handle (f.eks. ’start’, ’bliv’, ’kom med’ eller ’deltag’)

Så skal det også lige nævnes, at man skal skrive at kunden tilmelder sig dit nyhedsbrev (eventuelt med en lidt mindre skrift under CTA).

Disse fire elementer er dem, som du SKAL have med, og som gerne skal være det første man ser, når man åbner din squeeze-page. Som tidligere nævnt er det vigtigt, at du undgår at din side ligner en svindelside / scam-side, så her kommer lige lidt flere overvejer, som du kan tage med:

Undgå at din squeeze-page ligner en svindelside

Det er de færreste internetbrugere der ønsker at oplyse deres mailadresse til en skummel hjemmeside. Det er derfor vigtigt, at din squeeze-page ikke ser suspekt ud. Herunder får du en række forslag til initiativer der sikrer at din side ikke ligner en svindelside.

Lav lidt SEO

At lave søgeordsoptimering til en squeeze-page skal naturligvis gradbøjes lidt, for du er selvfølgelig ikke interesseret i, at din squeeze-page rangerer højt i Googles søgeresultater. Her skal det gerne være din primære hjemmeside, som bliver fundet.

Gennem deres algoritmer sørger Google imidlertid for at give brugerne så relevante sider som muligt, og dermed give kunden den bedste oplevelse. Din squeeze-page skulle også gerne give en god brugeroplevelse, og du kan derfor overveje, om du bør skrive lidt tekster, som kan besvare nogle af kundernes spørgsmål, sørge for at hjemmesiden ikke er alt for langsom, og allervigtigst: At gøre siden mobilvenlig.

Brug billeder af personale

Dette er godt psykologisk virkemiddel, da det får din squeeze-page til at fremstå langt mere troværdig. Igen handler det om at din simple side ikke må ligne en svindelside.

Hvad skal jeg så gøre med min squeeze-page når den er sat op?

Klargør en mailserie

Da det ofte handler om at indsamle e-mailadresser (evt. i bytte for et konkret produkt), er det vigtigt at du hurtigt skrider til handling, når du får fat i nye leads. Du bør derfor klargøre en e-mailkampagne målrettet dem, som tilmelder sig gennem din squeeze-page ligesom du skal give brugerne det, du har lovet dem i bytte for deres mailadresse. 

Du skal dog allerede på dette tidspunkt have planlagt den kampagne, som efterfølgende skal forsøge at sælge dine produkter eller ydelser.

Skab trafik

At skabe trafik på en squeeze-page er lidt ligesom med et Facebook opslag. Det handler i bund og grund om at dele siden på din Facebook-side, og så smide nogle annoncekroner efter det. Overvej målgruppen grundigt, så du når du til dem, der kunne være interesseret i dit produkt.

Du får lige et tip med her på vejen: Lav en konkurrence

Grunden til at du skal lave en konkurrence på din squeeze-page er:

1. Undersøgelser viser at konkurrencer konverterer specielt godt på en squeeze-page
2. konkurrencer giver mange delinger og kommentarer på Facebook, hvilket båder får opslaget til at se mere troværdigt ud, og sikrer at dit opslag når ud til flere

Sværhedsgrad

Der findes forskellige løsninger på nettet, som kan hjælpe dig med at sætte en simpel squeeze-page op, hvilket gør, at du sagtens selv kan sætte en squeeze-page op. Vil du gerne have, at siden udtrykker dit firma lidt bedre, og har du ikke de store erfaringer inden for webdesign, vil det være oplagt at få lidt hjælp her.

Står du selv for markedsføringen i din virksomhed, kan du også selv lave dine Facebook-opslag og markedsføre siden. Opslaget skal bare være i stil med dine almindelige opslag. Har du normalvis et bureau til at stå for markedsføringen, så anbefales det, at du får dem til at sætte det op for dig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Om siden

Arbejder du med online marketing? Her på siden finder du inspiration, tips og trends, som du med fordel kan benytte i dit digitale arbejde. Du kan bl.a. få idéer og vejledning til markedsføring på Facebook, LinkedIn og Google samt tricks til Email-marketing.

Sitemap
linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram